RetroIT – en ny kategori her i bloggen.

RetroIT – en ny kategori her i bloggen.

Jeg erkender blankt, at jeg har en tendens til at glemme alt muligt.
Noget får man senere brug for, og noget falder man over igen år senere, og må erkende, at det fik man ikke lige brug for – og så må det videre på den ene eller anden måde.
En af de ting jeg har gemt – og som jeg endnu ikke har skilt mig af med – er en kæmpe stak af gamle blade og brochurer.
De er fra computerens barndom og ungdom. Den gang det nyeste nye, skulle ses på en af årets computermesser – typisk i Bella Center.
På den ene side kunne jeg godt bruge hyldepladsen til noget andet – og på den anden side er der også meget personlig historie gemt i tingene.

Jeg startede min IT-karriere i 1984 med en Commodore VIC-20.
En vidunderlig lille sag, der godt nok kun havde 3,5 Kb indbygget hukommelse (faktisk 5 Kb, men der var kun 3,5 Kb fri til programmering), men som også var til at betale, og kunne udbygges næsten til alt hvad man kunne finde på.
Her sled jeg de første par programmør-sko op i Commodore BASIC. Ikke specielt avanceret efter dagens standard, men man kunne faktisk trylle ret avancerede ting frem.
Problemet var naturligvis hastighed (som altid). Da det lykkedes mig at få VIC’en til at regne på Mandelbroot var udfordringen, at det tog flere dage at få tegnet sådan et billede.
Computeren stod derfor og regnede i dagevis – med slukket skærm mens man var i skole (eller rettere slukket TV – den var nemlig sluttet til fint lille Phillips-TV jeg havde fået i konfirmationsgave).
Det gik sådan set fint nok, indtil min kære far en dag opdagede at knejten havde glemt at slukke computeren – og derfor slukkede den (uden at tænde skærmen).
Det gav en mindre krise da jeg kom hjem fra skole – men VIC’en blev sat til at regne igen 🙂

Derfor er der selvsagt en del Commodore-ting i gemmerne. VIC’en har jeg faktisk også stadig – men denne kategori er mest tiltænkt alle de brochure og blade der blev indsamlet i de glade dage. Det giver et vidunderligt billede af både prisniveauet og det tekniske niveau.
Jeg kan afsløre – hvis man skulle være i tvivl – at der er sket rigtig meget på især det tekniske niveau.
Følg med og opdag fortiden – eller få vækket gamle minder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *