Vi har alle dage snakket meget om vejret. Det er det perfekte samtaleemne – for det er ikke særligt sprængfarligt – og alle har en holdning til det.
Altså lidt som politik – bare uden alle bivirkningerne.

Da vi rundede 40 sommerdage var det som om det var ved at være nok. Vejrguderne hører tilsyneladende ikke efter (det plejer de sådan set heller ikke), og nu er vejrværterne nærmest begyndt at undskylde at de ikke lover regn! Samtidig går vi bare lidt småfornærmede rundt og synes det er lidt for meget af det gode.
“Og de næste dage kommer der et vejrskifte…” – hørte jeg den ene dag. Man spurter straks ind til fjernsynet, og håber på køligere vejr. Og såmænd – der kom en koldfront. Vi var under 25 grader i halvanden dag – så kom varmen igen. Jeg kan husk somre, hvor vi alle havde været glade bare vi kom over 22 grader en enkelt dag (og den samtidig var bare nogenlunde tør den dag).

Det er ikke fordi jeg ikke kan lide varmen. Det er skønt – og det må gerne blive ved (savner ikke at slå græs!). Samtidig slår vi den ene rekord efter den anden.

Jeg ville dog bare ønske at nyhedsværdien efterhånden tog lidt af…