
Det kan ikke være rigtigt!
En god debat er vigtig i mange sammenhænge. Den er afgørende for at vi kan leve og udvikle os.
Det er derfor ekstra beskæmmende, når folk der deltager i debatten, ikke kan gøre det uden at få alverdens lort hældt ud over sig.
Ofte skal der ikke ret meget til. Man kan holde med det “forkerte” fodboldhold eller bare have “den forkerte” holdning til et eller andet – typisk noget der er oppe i tiden. Eller man kan være kendt – for hvis man er det, så er man jo hvermandseje, og så er alt tilladt – ser det ud til. Intet kunne da være mere forkert!
– “Jamen hen har jo selv stillet sig frem og sagt…”
Ja – og hvad så. Du må gerne have en holdning til det vedkommende siger/synes/mener – men hvis du er uenig, hvorfor skal vedkommende så svines til med sprogets værste gloser?
Deltager man i den offentlige debat, må man altså tilsyneladende regne med at man nærmest skal finde sig i hvad som helst. Men det skal man selvfølgelig ikke. Man skal sige fra.
Desværre betyder det ofte, at folk trækker sig fra debatten. Enten i kortere tid – eller permanent.
Der er heldigvis mere og mere fokus på problemet.
Se f.eks. DR-doumentaren “Dødstrusler i indbakken” (sendt 16-8 2021 – med bl.a. Sofie Linde) der bl.a. kan fortælle at 75 % af hadefulde beskeder på Facebook er rettet mod kvinder, handicappede og etniske minoriteter
Er du i tvivl om hvor stort problemet er?
Hvis du skulle være i tvivl, så find en tilfældig gruppe på Facebook – f.eks. om politik – og læs kommentarerne.
Er det ikke nok, så find et af de større medier, og læs kommentarsporene til deres historier.